Jysk fejrer 35 års fødselsdag
Den første Jysk-butik åbnede for 35 år siden, og det bliver fejret med en kæmpe fødselsdagsfest.
Fødselsdagen blev blandt andet fejret med ballonfest søndag, hvor 500 balloner blev sluppet løs i alle Jysk-butikker, og hvor kunderne havde mulighed for at finde gavekort i nogle af ballonerne. I fødselsdagsperioden vil kunderne desuden lørdag den 19. april fra kl. 8.00 til 9.00 blive budt på kaffe og wienerbrød samt mødt af en kæmpe tilbudsavis med mange forskellige dagstilbud.
Den 2. april 1979 åbnede Lars Larsen sin første Jysk-butik på Silkeborgvej i Århus. Åbningen blev en succes, og inden for de næste 14 dage åbnede butik nummer to. I dag er Jysks over 2.100 butikker at finde i 36 lande.
- Min drøm i begyndelsen var at åbne 40 butikker rundt om i Danmark – og nu her 35 år efter har vi rundet over 2.100 butikker. Det er helt fantastisk – så nu holder vi fødselsdag med gode tilbud til vores kunder, siger Lars Larsen.